Sankt Elisabeth af Ungarn (1207-1231)

Elisabeth blev født 1207 som datter af kong Andreas II af Ungarn og dennes hustru Gertrud af Andechs. Allerede som fire-årig blev hun sendt til landgrevens hof i Thüringen med henblik på senere at gifte sig med landgrevens søn. Fjorten år gammel blev hun 1221 viet til landgreven Ludwig, der var 20 år. Det blev et meget lykkeligt ægteskab. 1222 fødte hun sønnen Hermann, der senere blev landgreve, 1224 fødte hun en datter Sophie, der senere blev hertuginde af Brabant og 1227 fødte hun datteren Gertrud, der senere blev abbedisse af Altenberg. Ægteskabets lykke blev brat afbrudt, da landgreven 1227 drog på korstog til Det hellige Land, men allerede i Syditalien blev han syg og døde. Elisabeth modtog meddelelsen om ægtemandens død med stor fortvivlelse og sorg.

Skt. Elisabeth er skytshelgen for bagerne.

(Kilde: Katolsk orientering)

Elisabeth havde i sit ægteskab sat sit tydelige præg på livet på Wartburg. Således havde hun i hungeråret 1225 åbnet Wartburgs forrådskamre og rundhåndet uddelt mad til de fattige. Slottets forvalter protesterede og frygtede, at man selv ville komme til at savne det fornødne til hoffet, men i denne sag som i så mange andre, hvor Elisabeth havde kontroverser med hoffet, tog ægtemanden altid hendes parti og forsvarede hendes handlinger.

Med landgrevens død fik Elisabeth tiltagende problemer ved hoffet, og efter mange overvejelser valgte hun radikalt at forlade Wartburg med sine børn og sine to kammerpiger. Efter nogen tid fik hun dog udbetalt sin arv efter ægtemanden og byggede for en del af sin formue et hospital, hvor hun selv indtil sin død arbejdede som sygeplejerske.

Elisabeth døde allerede i 1231 24 år gammel og blev fire år senere helgenkåret.

Elisabeth af Thüringen, 1207-1231, datter af kong Andreas 2. af Ungarn (undertiden også kaldet Elisabeth af Ungarn); helgenkåret 1235. Som barn blev hun sendt til Thüringen; hun blev opdraget på Wartburg og i 1221 gift med landgreve Ludwig 4. Efter ægtemandens død på det 6. korstog blev hun fordrevet fra hoffet. Elisabeth søgte i 1228 tilflugt hos sin skriftefader, Konrad fra Marburg, som pålagde hende streng askese og absolut fattigdom. Som medlem af franciskanernes tredje orden, “lægmandsordenen”, tilbragte hun de sidste år af sit korte liv med at tage sig af syge og fattige i Marburg.

SKREVET AF: Lauge Olaf Nielsen

Elisabeth – hvem var hun?

For de ældre i Holbæk er “Skt. Elisabeths Hospital” stadig et begreb, og holbækkere af idag ved, hvad betegnelsen “Elisabeth-Centret” dækker. Men hvor mange er klar over, hvorfor ældrecentret, som blev taget i brug i 1991, hedder, som det gør? Og hvem ved, hvem dén Elisabeth er, som har givet navn til såvel det tidligere hospital som det nuværende center?

Elisabeth-navnet skriver sig tilbage til de nonner, som fra 1931-1974 drev Elisabeth-Hospitalet. Det var tyske Elisabethiner-søstre, og de havde naturligt givet deres hospital navn efter deres inspirator og værnehelgen, den i Tyskland så kendte Elisabeth af Thüringen, der levede i begyndelsen af 1200-tallet. Og bl.a. af veneration for nonnernes mangeårige indsats på stedet bevarede Holbæk kommune Elisabeth-navnet, da man i september 1991 indviede kommunens ny ældrecenter. Egentlig ganske morsomt! For det eneste, denne Elisabeth ikke oplevede, var at blive gammel. Hvem kan overbyde følgende livsløb: Fjernet fra forældre og barndomshjem, ført til udlandet og der forlovet i en alder af 4 år. Gift som 13-årig, mor til tre børn som 18-årig, enke som 19-årig, død som 24 årig!? Og hvor mange har i et livsløb på 24 år nået at være helt til tops og totalt i bund?

Fra det ungarske kongehus kom hun som lille prinsesse til slottet Wartburg i Thüringen med henblik på senere ægteskab med én af landsfyrstens sønner. Barndommen og den spæde ungdom igennem levede hun i fyrstelig luksus på den thüringske landgreves forskellige slotte (borge), men når hun med hoffet om søndagen kom ned til Eisenach for at gå i kirke, blev hun konfronteret med de livsvilkår, som var de fattiges. De fattige gjorde et dybt indtryk på hende, og tidligt solidariserede hun sig med de fattigste blandt de fattige, inspireret af den kristendomsforståelse, som Frans af Assisis munke fra Italien havde bragt over alperne. Støttet af sin mand i et lykkeligt ægteskab, men til forargelse og irritation for det øvrige hof, udøvede hun fra slottet en uhæmmet omsorg for de fattige. Da hendes mand, den nu 25-årige grev Ludwig, undervejs til deltagelse i et korstog i det hellige land blev syg og døde, og hun således blev enke, umuliggjorde hoffet hendes fortsatte forbliven på Wartburg. Sammen med sine tre små børn forlod hun slottet, 19 år gammel. Efter at have sørget for pleje til børnene i et kloster, delte hun i ét og alt de fattiges liv og satte sig ind for dem, indtil hun 24 år gammel, den 17. november 1231, døde i dét sygehus, som hun i 1227 med støtte fra franciskanerne havde haft held til at oprette i Marburg. Allerede i 1235 blev hun helgenkåret.

Skt. Elisabeth er skytshelgen for bagerne.

I dag er menigheden i Sankt Elisabeths Søstrene virker i 19 forskellige lande: Polen, Tyskland, Tjekkiet, Italien, Danmark, Sværger, Norge, Israel, Palæstina, Brasilien, Rusland, Litauen, Ukraine, Georgien, Bolivia, Kasakhstan, Paraguay, Ungarn og Tanzania. Søstrenes anliggender omfatter alle former for social omsorg.