»Hvad I gjorde mod en af disse mine mindste søskende, har I gjort mod mig« (Matt 25:40)

Den hellige Elisabeth af Thüringen så Kristus i de fattige, syge og nødlidende. Hun ønskede at gøre dem glade ved at give dem, hvad de virkelig havde brug for. Vores mødre, grundlæggere af vores orden, Klara Wolff, Franziska Werner, Maria og Mathilde Merkert levede i hårde tider, hvor de mest nødlidende blev glemt af samfundet i Neisse. Søstrene i Neisse startede først med at opsøge de syge og nødlidende, der hvor de boede for at pleje dem. Når de tog sig af Jesu fattige nærede de ham selv. Elisabethsøstrene var på de steder, hvor behovene og nøden var størst. Dette førte til at søstrene oprettede hospitaler, plejehjem, børnehjem, skoler og børnehaver. Men vi tjener først og fremmest Herren gennem Kirken, Vores orden har altid haft det som sit forbillede at følge kirkens regler og at følge kirkens læreembede repræsenteret ved paven, biskopperne, præsterne, og vores egne overordnede. Så er vi glade for at følge deres anbefalinger og tjene, hvor det er nødvendigt.

I begyndelsen af vores tjeneste i Danmark har vi forsøgt at tjene de mest nødlidende på hospitalerne og i deres hjem, men nu er Kirkens situation forandret. Vi hjælper så godt vi kan, men samtidig må vi også sørge for vores levebrød. Det gør vi ved også at deltage i arbejdslivet. Imidlertid forbliver vores karisma den samme. Vi gør alt for Kristus og er samtidig altid parat til at hjælpe andre. Det betyder som oftest, at vi må være på benene fra morgen til aften, ikke på grund af aktivisme, men fordi, der altid er nogen, der har brug for os. Vi må også være parat til at hjælpe hverandre.  Dette forklarer hvordan vi kan være til hjælp for andre. Vi må lære at hjælpe på en måde som gør, at ingen kan se, hvor meget vi har gjort.