Kristne har til enhver tid været ivrige efter at finde måder at efterleve deres kristne kald. De har forsøgt at finde ud af, hvordan de bedst kan leve i overensstemmelse med deres tro. De har gjort dette ud fra den overbevisning, at tro har konsekvenser for deres liv og liv. Klosterlivet har vist sig som et af svarene på en sådan søgen.

De fleste større åbenbaringsreligioner har eller har haft former for klosterliv. Denne form for liv er altid et udtryk for et intensivt religiøst engagement i en organiseret form. De ydre egenskaber er ofte de samme: et almindeligt liv levede sammen med en vægt på bøn, stilhed, sparsommelighed, cølibat og ofte også underordning under en åndelig leder. Det, der adskiller det kristne klosterliv fra andre religioner, er det overordnede ideal om at vælge denne livsstil; nemlig, at der skal være et liv i Jesu Kristi arvefølge. Et liv, hvor Jesu eget liv er guiden.

Vi kender ingen absolut begyndelse, når det kommer til klosterliv på kristen jord. Men tanken om at leve sammen, både åndeligt og materielt, kan findes i beskrivelsen af det første kristne samfund, apostlen Kirken i Jerusalem. I apostlenes gerninger læser vi, at de troende »havde alt til fælles; deres godser og deres ejendomme, de solgte og uddelte til alle, i henhold til den enkeltes behov. Dag ind og dag samledes de i forenede flokke i templet, og omkring de hjem, de brød brødet og holdt måltider sammen.« Og i 1. Korintherbrev vi læser om mænd og kvinder, der havde valgt at leve ugift for fuldt ud at hellige sig til tjeneste for Gud og medmennesker. Det kristne klosterliv har antaget mange forskellige former i løbet af næsten to tusinde år, nogle klostersamfund er uddøde, andre er kommet til.

Hver orden eller orden samfund har en særlig profil som følge af den tid, hvor de er steget, og de behov-sociale som åndelige-, der har ført til deres opståen. Det betegner tre hovedlinjer i denne tradition: klosteret, det apostolske og det sociale. Alle eksisterer fra starten, men forskellige tidspunkter og forskellige behov har ført til den snart-til-være-domineret retning, snart en anden. (Faktisk bør udtrykket “kloster” helst anvendes i forbindelse med klosterordenens liv, som også gælder for begreberne “munk” og “nonne”. I dette land er det imidlertid ret almindeligt at bruge disse udtryk om alt det offentlige liv, hvilket vi også gør i denne tekst.) Gennem det første årtusinde var det den klosterlivsform, der dominerede. Klostrene blev en “modvægt” til verden, ofte anlagt i rolige, afsondrede omgivelser. Men disse klostre er også ofte kombineret med skoler, vandrerhjem, hospitaler. De bliver vigtige samlingssteder i Kirken. I den sene middelalder finder vi et nyt mønster, hvor prædiken er i centrum. Man søger ikke ensomhed, men tværtimod de mennesker, hvor de er. Ofte taler man om en “vita mixta” (“blandet liv”) : det kloster ideal om livet i forbindelse med en udadvendt liv – fordybelse (dvs. tavs bøn og overvejelse) og handling i forening. Apostolsk liv er i evangeliserings- og missionstjeneste.

Reformationen og senere den franske revolution ville være ødelæggende og nedværdigende i klosteraktiviteterne; Reformationen ved at afskaffe klostersystemet i reformerede og protestantiske områder, den franske revolution, fordi den ikke anerkender kirkens suverænitet i sine egne områder, og lukkede klostre og afskaffede kloster- og præsteløfter. Senere i 1800-tallet blev de kirkelige aktiviteter, der kan betragtes som socialt nyttige, imidlertid godkendt. 1800-tallet kan næsten som følge heraf henvise til nye former for klosterliv. Nu er en række forskellige menigheder grundlagt, der primært har til formål at afhjælpe sociale nød. I løbet af det 20. Det handler ofte om grupper, der kombinerer traditionelle elementer af klosterliv (såsom samfundsliv og fælles bøn) med mere innovative ting (såsom de fleste medlemmer, der deltager i det almindelige arbejdsliv).

Klosterliv i Norge I middelalderens Norge var klosterlivet rigt repræsenteret. Det forsvandt med reformationen, men vendte tilbage med den katolske kirkes tilbagevenden i midten af 1800-tallet. Så var det først den sociale form for klosterliv, der var repræsenteret. Søstrene åbnede hospitaler fra Kristiansand i syd til Hammerfest i nord og spillede en vigtig rolle i udviklingen af det moderne sygehusvæsen i Norge. Internt i den katolske kirke, de var vigtige for kirkens liv, og udadtil i samfundet var det primært deres fortjeneste, at den katolske kirke i sidste ende blev accepteret og kendt. århundrede er der andre typer af klosterliv, der har gjort sig gældende. Som situationen er i dag, er det klostertraditionen, der er i den stærkeste fremgang med flere nye grundlæggere. Nogle klostersamfund har mere end ét hus i Norge. I praksis er det ofte vanskeligt at sætte klare grænser mellem de forskellige hovedtraditioner i klosterlivet. Søstrene og brødrenes liv er ofte præget af elementer fra flere traditioner, og der er mange “blandede former.”.

Uanset de mange forskelle kan klostrenes hovedopgave let sammenfattes som evangelisering: gennem bøn, ord og gerning kan på mange forskellige måder bidrage til Jesu Kristi glæde – det lykkelige budskab i al dens rigdom – for at blive udtrykt og nå ud til folk i vores åndeligt forarmede verden.

Klosterliv ifølge: /klosterliv.no/